Artikler

Etly Klarborgs Årsnisser fejrer 25-års jubilæum

arrow_backTil oversigten

11. august 2025 | Klarborg Denmark A/S

Det er med stor glæde og taknemmelighed, at Etly Klarborg kan fejre 25-års jubilæum for sine elskede Årsnisser.

Gennem 25 år har disse nisser spredt hygge, eventyr og julestemning i hjem over hele landet, og de har bragt juleglæde, magi og spillopper ind i folks hjerter.
"De går lige ind i folks hjerter med små nissetræsko på, charmerer sig ind hos folk i alle aldre og giver glæde og hygge til en mørk og kold december," siger Etly Klarborg. Mange vælger at finde nisserne frem allerede i november for at nyde dem så længe som muligt, og hvert år kommer nye til samlingen.

For Etly har juleglæde, eventyr, fantasi og nisser altid været en integreret del af livet, noget hun kan takke sin mor Sonja for. "Min barndoms jul var et sandt eventyr med nisser på loftet, som lavede nisseløjer og julemagi om natten," fortæller Etly. Sonjas dedikation til at skabe en magisk jul med smukke hjemmelavede dekorationer og duften af nybagte julekager har inspireret Etlys kreative univers.
Denne fantasifulde og barnlige sjæl har Etly aldrig mistet. Det er den, der fortsat tryller de små nisser frem i hendes hænder. "I nissernes selskab glemmer jeg tid og sted, og de små nisser popper stadig frem i mit hoved, både dag og nat," siger Etly.

Årsnisserne har været en del af Klarborg-kollektionen siden år 2000. Tanken bag dem var at skabe unikke designs, som man kunne samle på. "Det at kunne samle på noget skaber mere værdi både for samleren og for designet," forklarer Etly. Klarborg-designs går ofte i arv og foræres til børn og børnebørn, hvilket skaber stor værdi for samlerne og for os.

Hvert år skaber Etly et nyt sæt Årsnisser, som er blevet eftertragtede samleobjekter. Hvert sæt har sine egne finurlige personligheder, udtryk og små detaljer, der gør dem helt unikke. De spreder glæde og varme i ethvert hjem og bringer deres egen charme og historie med sig.

Samlerne venter spændt hvert år på afsløringen af det nye sæt og glæder sig til at tilføje det til deres samling af Klarborg-designs. "Det er fantastisk at kunne bringe julehygge, eventyr, fantasi og nisser ind i folks hjerter og hjem," siger Etly.

Klarborg – Mærk Hyggen

Artikel er skrevet af:

Klarborg Denmark A/S

Klarborg Danmark A/S producerer og distribuere de kendte danske Klarborg nisser af kunstneren Etly Klarborg.

Se profil